Kunstneren Finn Have: Åndehuller for sjælen

Fernisering lørdag den 8 september 2018, 14.00 – 16.00
Udstilling: 13 september – 15 november

Finder sted på Zeit, Åboulevarden 127, 8000 Aarhus C.

 

Gennem maleriske naturskildringer, gør maleren Finn Have os opmærksom på, at naturen har en dyb evolutionær, æstetisk og mentalhygiejnisk klangbund for os menneskedyr. Vi mistrives ganske enkelt, hvis vi ikke har grønne åndehuller og noget smuk natur at kigge på. På udstillingen er træet et grundlæggende tema. Finn Have fortæller, at når man som landskabsmaler beskæftiger sig med naturen, bliver man fascineret af den mangfoldighed som træerne afspejler. I hans billeder ser man, hvordan træerne giver landskabet karakter og formes af sol, vind og vejr. Hvordan stammen, eller kroppen, er synlig på alle årstider. Og hvordan kronen på smukkeste vis viser os årstiden. For Finn Have er træet et symbol på det fuldkronede værk. Han hjælper os til at stoppe op og se skønheden i naturens mangfoldighed og forunderlige detaljerigdom.

I sine billeder reflekterer Finn Have også over, at vi alle har vores steder i naturen. Steder med mindelser, steder som giver os ro eller længsler. Steder som er vigtige og livgivende åndehuller. Steder for sjælen. Det er sådanne steder Finn Have opsøger i naturen, og de oplevelser han får her, som han prøver at omsætte i maleriske, sanselige og super æstetiske udtryk.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment